søndag den 2. marts 2014

Måske er jeg lidt dramatisk...

Så Hr. E og jeg taler ofte i telefon.




Og sommetider, når vi lægger på, beder jeg ham om at skrive til mig. Jeg elsker at skrive små søde beskeder til hinanden, uuh det er så hyggeligt.



Men sommetider er det som om Hr. E ikke helt forstår, hvor hyggeligt det er. 
Foreksempel her forleden, hvor han ikke skrev til mig, selvom han havde lovet det...
Og tiden gik....


Og den blev bare ved med at gå... Efter 20 minutter begyndte tingene at se værre og værre ud. Jeg begyndte at indse nogle ting.


Og det var som om, vejret uden for pludselig også blevet meget dårligt...






Men pludselig, pludselig ringede min telefon. Det var Hr. E. 
Han ringede for at give mig den endegyldige dødsdom. 



Hvad fanden? Lyst til at sludre? Hvad mente han med det? Ville han nu begynde på sådan noget "'amen, vi kan jo stadig være venner"-halløj?! Det kunne han glemme alt om!
Men som man jo skal, spillede jeg sårbar og intet-vidende.  



SPILLEDE COMPUTER?! JEG HAR SIDDET HER I EN HALV TIME OG SØRGET OVER MIN MISTEDE FREMTID!! OG DU HAR SPILLET COMPUTER?!


Grrrrr. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar